Hem > American Staffordshire Terrier, Amstaff, APBT, Farliga hundar, Hundbett och Statistik, Media och Kamphundar, Pitbull, Rasförbud, Statistik > Vad är fel med den Danska hundlagen… ”fint folk och deras hundar”

Vad är fel med den Danska hundlagen… ”fint folk och deras hundar”


Hvad er op og ned på hundelovsdiskussionen?

Af Vibeke Knudsen, Dansk Kennel Klub.

 Hundeloven skal til serviceeftersyn her i 2013. DKK oplever ikke, at danske hundefolk ønsker at åbne døren for pitbulls og andre papirløse hunde med risiko for pitbull-islæt. Til gengæld er det vigtigt at få ændret bestemmelserne for, hvornår politiet kan lade andre hunde aflive.

 Begrebsforvirring

Sagen om schæferhunden Thor har fyldt i medierne, men mange af indslagene har foretaget sammenblanding af nogle principielt helt forskellige problemstillinger. Ud over historien om schæferhunden Thor og familiehunden Anton brugte TV2 således bl.a. et klip fra maj 2011, hvor en grædende dyrlæge, Jette Marqvorsen, havde påtaget sig opgaven med at aflive to kuld ulovlige hvalpe. Vi har også fået præsenteret et klip, hvor en åbenlyst ulovlig hund var blevet ”reddet” af et internat, men imidlertid efterfølgende måtte aflives, fordi videreformidling af de ulovlige hunde er en overtrædelse af loven. Alt sammen blev – i én pærevælling – brugt til at illustrere både lovens og politiets urimeligheder.

 Hold tungen lige i munden

Derfor er der brug for, at alle – incl. politikere og journalister – gør sig klart, hvad man taler om.

Nogle hunde/hvalpe bliver aflivet, fordi de tilhører forbudte racer/blandinger. Hvis man genser hele det oprindelige indslag fra maj 2011 med dyrlæge Jette Marqvorsen, vil man se, at hun i denne kategori af sager – korrekt efter DKK’s opfattelse – ikke retter sin kritik mod loven eller politiet, men mod de personer, som for at tjene penge fortsætter med at opdrætte de ulovlige hunde.

Noget tilsvarende gælder hunden fra internatsklippet. Hunden er forbudt efter loven og må ikke overdrages, derfor skal politiet sørge for, at den bliver aflivet.

Her er loven forholdsvis enkel. Hvis man overholder den og lader være med at opdrætte eller anskaffe en ulovlig hund, så opstår denne type af sager ikke.

Andre hunde bliver aflivet, ikke fordi de er forbudt, men fordi de har været gerningshunde i en konkret bidepisode. Her er sagen mere kompliceret, og DKK har tidligere (HUNDEN nr. 10/2011) gennemgået nogle konkrete eksempler.

 Thorsagen

Schæferhunden Thor havde i september 2012 – angiveligt efter at være blevet forskrækket over en mindre hund, som sprang frem under en container – bidt den anden hund. Umiddelbart så biddet ikke så slemt ud og parterne gik hver til sit, men dagen efter måtte den mindre hund til dyrlægen og have såret renset op og syet med et enkelt sting.

På den baggrund mente politiet nu, at Thor skulle aflives, fordi loven definerer skambidning ved, at offeret skal sys hos dyrlægen.

Denne sag afslører to problemer, dels lovens definition af skambidning, dels politiets brug af loven i den konkrete sag. Lad os begynde med det sidste.

 Politiets håndtering

I lovens § 6, stk. 5 står der: Hvis en hund ved et overfald (redaktionens understregning) har skambidt et menneske eller en anden hund, skal politidirektøren lade hunden aflive. I sagen om Thor er der ikke tale om, at Thor har overfaldet en anden hund. Han er blevet forskrækket og har bidt fra sig. Det er noget andet. Derfor er det ikke § 6, stk. 5, der skal anvendes. I stedet skal man anvende § 6, stk. 2 (se boks).

Der foreligger en afgørelse fra retten i 2011 i en sag med mange paralleller. Her blev det fastslået, at hunden Django ikke skulle have været krævet aflivet, fordi han havde bidt fra sig, da en løs hund på voldsom vis løb hen til ham.

På baggrund af disse forhold rettede DKK sammen med Dyrenes Beskyttelse – inden Thor blev ”kidnappet” – henvendelse til Nordsjællands Politi med en opfordring til at revurdere sagen, som vi simpelthen opfatter som udtryk for fejlagtig sagsbehandling. Ved redaktionens slutning har vi endnu ikke modtaget svar på de to store foreningers henvendelse. Men vi agter ikke at lade sagen falde. Vi mener, at politiet i denne sag hverken har fulgt lovens ånd eller lovens bogstav.

 Hvornår er der tale om et overfald?

Forløbet i Thorsagen illustrerer tydeligt, at der ved den igangværende revision af loven bliver brug for at få præciseret og nuanceret, hvornår der er tale om et overfald, hvornår der er tale om to hunde, der ”siger noget til hovedet af hinanden” og hvornår der er tale om en hund, der hakker ud i forskrækkelse eller selvforsvar. Nogle situationer kan formodentlig beskrives objektivt og håndteres af politiet (f.eks. hvis offerhunden er i snor og overfaldes af en løsgående/løsreven gerningshund).

Men en række situationer kræver – efter DKK’s klare opfattelse – involvering af en hundesagkyndig til vurdering af selve forløbet (f.eks. hvis gerningshunden er i snor og bider en løsgående hund, som løber hen til den, eller hvis begge hunde er løse). På baggrund af en vurdering af forløbet kan den sagkyndige evt. kræve gerningshunden ind til testning mhp. at vurdere, om der bør træffes nogle af de foranstaltninger, som § 6, stk. 2 giver mulighed for. Men i alle sådanne sager må man som hundeejer ikke bare være overladt til en ren politimæssig vurdering. Det skaber alt for stor utryghed hos ejere af helt almindelige hunde.

 ————

 BOKS

Hundelovens § 6, Stk. 2.

Hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser, eller hvis der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, kan politidirektøren

1) give besidderen pålæg om, at den ejendom, hvor hunden holdes, skal være indhegnet af et hegn på op til 1,8 meter i højden, der skal være forsynet med en sluselåge,

2) give besidderen pålæg om, at hunden kun må luftes af besidderen eller af andre navngivne personer over 18 år og ikke må luftes sammen med andre hunde,

3) give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i bånd, herunder pålæg om, at hunden skal føres i et bånd, der højst er 2 m langt, eller skal være forsynet med forsvarlig, lukket mundkurv eller begge dele, eller

4) træffe afgørelse om at lade hunden aflive.

Hundelovens §6, stk. 5

Hvis en hund ved et overfald har skambidt et menneske eller en anden hund, skal politidirektøren lade hunde aflive.

 ————-

 Hvornår er der tale om skambidning?

Som loven ser ud i dag, er definitionen af skambidning ikke god nok. Juristerne, som har forfattet bemærkningerne til loven, har forsøgt at beskrive noget, som nemt kunne måles: Hvis offeret har behov for at blive syet, så er det skambidning.

Men en sådan forenklet fremstilling duer ikke. Den rammer hunde, som har afgivet et enkelt overfladisk bid eller ”hak”, hvor såret efterfølgende kræver dræn og syning, hvilket hundebid meget let kommer til. Det er situationer, som nemt kan opstå mellem helt almindelige hunde – måske endda i leg. Til gengæld har der været et grotesk eksempel på, at en hund, som overfaldt en lille hund og knækkede nakken på den i en enkelt voldsom rusketur, blev frikendt, fordi der ikke var bidt hul i den døde hund!

Dansk Kennel Klub har allerede tilbage i september 2010 gjort indsigelser over for Rigspolitiet og Justitsministeriet (som den gang var ansvarlig for lovområdet) mod definitionen af skambidning. Det gjorde vi sammen med Den Danske Dyrlægeforenings repræsentant i den tidligere justitsministers hundeudvalg, som samtidig er en af politiets sagkyndige. Man kan læse indsigelsen og forslag til ændring på www.dkk.dk. Skriv bestemmelser om skambidning i søgefeltet.

 Husk baggrunden

Som en gammel redaktør på HUNDEN en gang udtrykte det, så er mands minde ca. 14 dage. Med det mente hun, at mange – medier og enkeltpersoner – er tilbøjelige til at lade sig rive med af en øjeblikkelig stemning.

Her vil DKK gerne erindre om, hvad det var, som førte frem til, at politikerne tog hundeloven op til revision i 2010. Fra ca. 2000 og frem – accelererende fra ca. 2005 – modtog DKK og lokale medier oftere og oftere meddelelser om hunde, som var blevet overfaldet og skambidt eller bidt ihjel af hunde af pitbulltype (også betegnet kamphunde eller muskelhunde, men lad ordkløveriet fare, de fleste ved godt, hvad der menes). I mange sager foretog politiet sig absolut intet, og gerningshunden kunne fortsætte sin fremfærd over for andre hunde og sprede skræk og rædsel i kvarteret.

I 2003 var der – på DKK’s foranledning – foretaget en ændring af hundeloven, så politiet kunne gribe præventivt ind over for en hund, som blev vurderet som farlig. Den mulighed blev aldrig anvendt – muligvis af ressourcemæssige årsager, fordi sagerne blev vurderet som tunge at løfte bevismæssigt. Vi havde håbet på, at det var muligt at løse problemerne på individplan. Det gik desværre ikke. Derfor stillede bl.a. DKK, men også andre, krav om at der måtte ske noget.

 

Dét, der skulle gøres noget ved, var ikke hundebid i almindelighed, hvoraf den altovervejende del foregår i private hjem med kendt gerningshund. Det kan ikke løses gennem lovgivning. Dét lovgivningen kan og skal forsøge at regulere, er først og fremmest hundes overfald på mennesker og på andre hunde i det offentlige rum eller på offerets egen bopæl.

 

På den baggrund foreslog DKK med opbakning fra DcH (Danmarks civile Hundeførerforening), som var de to repræsentanter i den daværende justitsministers hundeudvalg med praktisk hundekendskab, at der blev indført krav om, at alle hunde, der lignede pitbulls/kamphunde/muskelhunde, skulle føres i snor og bære mundkurv, når de ikke var sikkert hegnet inde på egen matrikel. For noget skulle der gøres.

Juristerne i departementet, hos Rigsadvokaten og hos Rigspolitiet vurderede, at den model ikke var praktisk gennemførlig og et flertal i Folketinget valgte som bekendt herefter en model med forbud mod en række racer og blandinger, hvori disse racer indgik.

Man skal hæfte sig ved, at det samlede udvalg, som – ud over embedsmændene – også omfattede Dyreværnsrådet, Dyrenes Beskyttelse og Den Danske Dyrlægeforening, var enige om, at både DKK’s/DcH’s forslag og forbudsmodellen ville kræve anvendelse af den såkaldt omvendte bevisbyrde. Der var også enighed om, at krav om kørekort etc. kunne være udmærkede af andre årsager, men at de ikke ville løse problemerne med pitbulltypernes overfald i det offentlige rum.

 Racer/typer med særlige egenskaber

Hunderacer og -typer er ikke ens. Vi mennesker har gennem århundreder avlet bestemte hundetyper for at opnå bestemte egenskaber. En border collie kan hyrde får. En beagle kan følge et spor. En engelsk setter kan tage stand for en fasan. En foxterrier eller en dansk/svensk gårdhund kan slå mus og rotter ihjel. Vi har nemlig fremavlet nogle funktionelle egenskaber, som er ”genetisk indbygget” i racen. Egenskaberne er ikke lige udtalte hos alle individer i racen. Nogle af egenskaberne kan man yderligere udvikle gennem træning, men de ligger indlejret i hunden – også selv om man ikke træner den.

Mange steder i verden finder mennesker det desværre interessant at se på hundekampe. Derfor er der også fremavlet racer/typer, som er gode og effektive, når det gælder om at udradere en anden hund. Det drejer sig om pitbulls og diverse blandinger, hvor pitbulls indgår (pit = ”ring” ligesom i boksning, hvor organiserede kampe finder sted). Ligesom foxterrieren eller gårdhunden slår rotter ihjel uden at være trænet til det eller kommanderet til det, gør pitbullen det samme med andre hunde og hunden skelner ikke selvfølgelig ikke mellem, hvornår den er ”på arbejde”, og hvornår den bare smutter ud af haven.

Disse hunde mener DKK ikke, at vi har plads til i samfundet.

 —————

 BOKS

Pitbulls

Karakteristisk for disse hunde er

  • at de retter deres byttedrift (ikke aggression) mod artsfæller dvs. andre hunde. Der er altså ikke tale om aggression, som hos almindelige hunde har til formål at skræmme en modstander væk fra hvalpe, tæver, føde eller revir, og som typisk stopper, så snart modstanderen overgiver sig eller flygter, men om en form for fremavlet, fejlrettet byttedrift.
  • at de ikke varsler overfald
  • at de ikke respekterer en overgivelse fra offeret
  • at de bliver opildnede af smerte

 

Gennem denne video får man et indblik i disse hundes adfærd. Ligesom hos en ”tændt” rottehund kan man i flere af klippene se pitbullen logre, fordi den er i gang med det, den er god til. Der advares mod barske videoklip.

————–

Den mest bitande hunden i Danmark är schäfern, som är ansvarig för en tredjedel av de totalt 5000 hundbett, som varje år registreras i Danmark

————-

German Shepherd attacks its owner

————-

————-

BOKS

Bidstatistik

Man siger, der findes tre slags løgne: hvide løgne, sorte løgne og statistik. Når man kan høre eller læse, at golden retrievere, gravhunde og schæferhunde ligger øverst i bidstatistikken, skal man lige holde ørerne stive.

I opgørelserne skal man vide, hvor mange hunde, der findes af den pågældende race/type. Hvis der findes 5 gange så mange golden retrievere som samojedhunde, så vil der også – alt andet lige – være 5 gange som mange golden retriever bidepisoder. Det forhold er der ikke taget højde for i eksisterende opgørelser.

Og så skal man naturligvis kende omstændighederne.

Ved bid/overfald på mennesker: Er skadelidte en person (barn/kammerat/voksen), som hunden kender, men som måske har fået et ”hak”, fordi de ikke har respekteret hundens grænser? Er det en kondiløber, som bliver bidt i buksebenet og har fået en rift? Eller er det en fremmed, som udsættes for et egentligt overfald?

Ved bid/overfald på andre hunde: Har der været forudgående kontakt (leg/hilsen), eller var der tale om et uprovokeret overfald? Var gerningshunden hhv. offerhunden i snor ved overfaldet?

 

DKK har gennem de seneste 10-12 år opfordret Justitsministeriets departement, Rigspolitiet og Politimesterforeningen til at sørge for at samle alle hundesager i ét samlet register hos politiet. Hvis det var sket, så havde man haft kendskab til de sager, som det giver mening at medtælle, nemlig sager, som var foregået i det offentlige rum (eller sågar i ofrenes egne haver) og som var blevet politianmeldt.

Det overblik havde man ikke, da loven blev til i 2010. Oplysninger om hunde, der var blevet overfaldet og skambidt eller bidt ihjel fandtes slet ikke – og det var ellers her, DKK oplevede de store ændringer op gennem årtiet.

Skadestuestatistik skelner ikke mellem – på den ene side – den altovervejende del af skader, hvor offeret er blevet bidt af familiens eller vennernes hund, eller skader hvor en af politiets tjenestehunde har bidt en fodboldbølle, mens den var på arbejde og – på den anden side – det, folk frygter og som loven skal regulere: skader, hvor man selv eller ens hund bliver overfaldet og skam- eller ihjelbidt af en fremmed hund.

Derfor kan man heller ikke forvente at kunne basere en lovrevision på statistik, da der ikke kan foretages en meningsfuld før-og-efter optælling af det, som vi ønsker at regulere: overfald med skambidning/ihjelbidning i det offentlige rum. Man er nødt til at indtænke faglig viden om hundes adfærd og man er nødt til at tage hensyn til tryghedsfølelsen – så subjektiv den end måtte være – hos både hundeejere og den øvrige befolkning.

 —————–

 Hvad nu?

Fra 2012 har lovgivning vedr. dyr været lagt ind under Fødevareministeren. DKK vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at få justeret lovgivningen, så den kommer til at fungere efter sin hensigt: Mennesker med almindelige, velfungerende hunde med naturlig adfærd skal kunne færdes med dem under behørigt ansvar over for omgivelserne. Sker der et uheld, hvor en hund anmeldes for at have bidt en anden hund, skal der involveres en sagkyndig i vurdering af situationen mellem de to hunde, hvis begge hunde har været løse eller hvis gerningshunden har været i snor.

 Hvad angår pitbulls og racer/typer/blandinger med pitbull-islæt (som bandog og amerikansk bulldog), så bør forbuddet mod disse hunde opretholdes.

Det er fortsat af afgørende betydning, at det er hundeejeren, som har bevisbyrden og som skal dokumentere, at han/hendes hund ikke er en sådan forbudt hund.

Den omvendte bevisbyrde skal udvides til at gælde hunde født før 17. marts 2010, som ejerne fik lov til at beholde, hvis de føres i snor og bærer mundkurv. Ellers bliver opgaven med at give disse snor- og mundkurvspålæg urimeligt vanskelig for politiet. Det kan vi se afspejlet i, at der i visse kvarterer stadig ses mange pitbull-lignende hunde uden snor og mundkurv til stor utryghed for omgivelserne.

Et par racer på forbudslisten har en oprindelig baggrund som kamphunde og/eller kan forveksles med pitbulltyper, men har gennem generationer været avlet som familiehunde/til andre formål. Sådanne hunde – men kun med kendte aner dokumenteret gennem en DKK-stambog og avlet udelukkende på mentaltestede/-godkendte forældredyr – kan gøres tilladt på særlige vilkår. De skal føres i snor og bære mundkurv og deres have skal være hegnet sikkert ind. Denne model vil medføre to ting: 1) at de mange snydere, som gennem årene har belastet racen amerikansk staffordshire terrier (amstaff) ved at betegne deres pitbulls som amstaffs, fremover ikke får den mulighed, fordi de skal kunne fremvise en stambog med dokumentation for hundens aner og 2) at omgivelserne ikke skal føle sig utrygge på, om der er tale om en ulovlig hund eller en ægte amerikansk staffordshire terrier, når de møder en sådan hund.

Forbud mod øvrige FCI anerkendte racer skal ophæves.

—————–

BOKS

Afklaring af begrebet overfald – sagkyndige skal vurdere episoderne.

Præcisering og justering af begrebet skambidning.

Opretholdelse af forbud mod pitbulls og pitbull-lignende eller -iblandede hunde (herunder amerikansk bulldog og bandogs).

Ophævelse af forbud mod visse racer FCI-anerkendte racer (amerikansk staffordshire terrier og dogo argentino) på særlige vilkår (DKK-stambog, mentaltestede forældredyr, snor, mundkurv, sikker indhegning).

Ophævelse af forbud mod øvrige FCI-anerkendte og FCI-stambogsførte racer.

————

”Fint folk” deras hundar rör vi inte . Även om de biter.

Danmark-

Moral och känslor

Det Danska rasförbuden är som väntat en flopp!

Danmark: Statistik -Två år med rasförbud:

Danmark: Statistik -Ett år före förbudet & ett år efter:

Norge: Reell mulighet for endring av Hundeloven på trappene -At loven rammer urettferdig er også politikere enige om.

England: “Deal with the deed not the breed”  The Kennel Club is campaigning for the overhaul of existing dangerous dogs legislation. This Act has led to thousands of dogs every year kept in kennels for many years or euthanased simply because of their breed or type.

420822_318204431555859_1572454702_n

Annonser
  1. Inga kommentarer ännu.
  1. No trackbacks yet.

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com Logo

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut / Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut / Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut / Ändra )

Google+ photo

Du kommenterar med ditt Google+-konto. Logga ut / Ändra )

Ansluter till %s

%d bloggare gillar detta: